KEA søger underviser til energiteknologuddannelsen

Vil du være en del af et stærkt fagligt team på KEAs energiteknologuddannelse? Vil du være med til at kæmpe for, at Danmark når sine bæredygtighedsmål? Så har du muligheden nu.

 

Her skal du være med til at uddanne fremtidens energieksperter, som vil gøre karriere som rådgivere, projektledere eller konsulenter indenfor energieffektivisering. I teamet finder du gode og kompetente kollegaer i en afvekslende hverdag, hvor du har stor selvbestemmelse kombineret med en fleksibel arbejdstid. 

 

OM JOBBET
Vi søger en kollega til undervisning i energieffektivisering efter bæredygtige principper, og som kan undervise i flere af følgende tekniske fag, f.eks. husopvarmning, biomasse, solfanger, indeklima og ventilation, BE18, varmetabsberegning, entreprisestyring/projektledelse. Har du har kompetencer inden for industriteknik, teknisk tegning og kender til udarbejdelse af forretningsplan og projektfinansiering vil det være en fordel. Den endelige sammensætning af fag afhænger af din profil. 

 

Som en del af underviserteamet er du med til at gennemføre og udvikle energiteknologuddannelsen. Undervisningen tilrettes meget fleksibelt, og du skal forvente at undervise ca. 18-20 lektioner om ugen. Uddannelsen og jobbet vil desuden kræve, at du trives med at: 

 

•    selvstændigt opbygge din undervisning fra nogle læringsmål til færdige undervisningsmaterialer og naturligvis til aktiv undervisning
•    arbejde med en stærk kobling til branchen lokalt og globalt gennem bl.a. deltagelse i relevante faglige netværk, virksomhedsbesøg og seminarer
•    eksperimentere i forhold til nye tilgange og tendenser inden for din faglighed, og hvordan du kan omsætte ny viden til undervisning
•    bruge dine stærke kommunikationsegenskaber til at motivere de studerendes potentiale bedst muligt
•    deltage i diverse udviklingsprojekter i tæt samarbejde med dine kollegaer, samt at du arbejder struktureret og proaktivt.

 

OM DIG
Du har sikkert en videregående uddannelse som energiteknolog, maskinmester, maskiningeniør, VVS-installatør eller tilsvarende. Det er ikke et krav, at du tidligere har undervist, men du skal brænde for at dele din viden og erfaring både med de studerende i undervisningen og med dine kollegaer. Derudover klæder vi dig på til undervisningsopgaven.

 
Vi lægger vægt på, at du har erfaring fra energibranchen, det kunne f.eks. være som rådgiver, projektleder, ingeniør eller noget andet relevant, som du kan inddrage i din undervisning, så den er relevant og praksisnær. 

 

VI TILBYDER 
Energiteknologuddannelsen er en del af de uddannelser som programområdet KEA TEKNIK underviser på, hvor der samarbejdes på tværs af KEAs teknisk rettede uddannelser. Du kan læse mere om uddannelsen her: https://kea.dk/uddannelser/erhvervsakademi/energiteknolog.


De tekniske uddannelser er et højt prioriteret vækstområde på KEA med stort potentiale. Som underviser bliver du en del af denne spændende udvikling, hvor du også vil samarbejde med andre tekniske fagmiljøer. Du vil få din daglige gang på KEAs adresse på Prinsesse Charlottes Gade på Nørrebro sammen med 30 gode kollegaer. 

 

VILKÅR
Stillingen ønskes besat pr. 1. september 2019 eller snarest derefter.  
Ansættelsen er på fuld tid. Løn-, pensions- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst, og der aflønnes efter kvalifikationer. Du bliver omfattet af stillingsstruktur for Erhvervsakademier som adjunkt/lektor. Her vil du indgå i et adjunktforløb, der tilpasses de behov for kompetenceudvikling, som du har i forhold til at varetage den nye rolle som underviser. 

 

ER DU KLAR TIL NYE UDFORDRINGER HOS KEA?
Har stillingsopslaget fanget din interesse, så send din ansøgning, CV, eksamensbevis samt dokumentation for relevant erhvervserfaring via nedenstående link senest den 20. juli 2019.  


OBS: Vi læser ansøgninger og indkalder til samtaler løbende. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte uddannelseschef Ole Richter på telefon 2425 1659. 


Vi bruger personprofiler i forbindelse med rekrutteringen.

 

KEA arbejder bevidst og målrettet på at rekruttere medarbejdere, som samlet set byder på et bredt udvalg af faglige og personlige kompetencer og kvalifikationer. Derfor opfordrer vi alle, uanset køn, alder og etnisk baggrund, til at søge stillingen. 

 

OM KEA
KEA uddanner kompetente og ambitiøse studerende inden for teknologi og business på programområdeme TEKNIK, DESIGN, DIGITAL, BYG og KOMPETENCE. Uddannelserne har dybe rødder i praksis og et højt fagligt niveau, der gør KEAs dimittender eftertragtede på et globalt orienteret arbejdsmarked. Uddannelserne er på erhvervsakademi· og professionsbachelorniveau og udbydes som fuldtids· og/eller deltidsuddannelser. KEA har 500 medarbejdere og ca. 10.000 studerende.