
Drømmer du om at prøve kræfter med undervisning, og har du en faglig baggrund som frisør eller kosmetiker? Efter sommerferien byder vi velkommen til flere nye elever end forventet i Center for Hår & Wellness på Syddansk Erhvervsskole, og derfor har du nu muligheden for at blive vores nye kollega!
Netop nu har vi flere ledige stillinger til besættelse, hhv. et antal timelærerstillinger samt et barselsvikariat på ca. 6 måneder med mulighed for forlængelse.
Notér venligst i din ansøgning, om du søger barselsvikariatet eller en timelærerstilling – eller om du har interesse i begge.
Hvad end du ansættes som timelærer eller barselsvikar i Center for Hår & Wellness, bliver du del af et stærkt team af engagerede lærere – alle med en solid faglig baggrund og tidligere erfaring fra spændende job i branchen. Vi lægger vægt på samarbejde og elevinddragelse med fokus på at udvikle elevernes faglige og sociale potentialer, så de bliver godt forberedte til en fremtid i erhvervslivet.
Mere om jobbet
Som timelærer eller barselsvikar vil du komme til at indgå i professionelle relationer til eleverne sammen med dine kollegaer, hvor du altid kan hente pædagogisk og faglig sparring. Du vil primært komme til at undervise på grundforløb 1 samt brobygningsforløbene.
Som timelærer kommer du måske også til at hjælpe til i skoleoplæringen (SOP) for elever, der har afsluttet grundforløb 2 og er på vej til at finde en læreplads, ligesom der kan forekomme timer på hovedforløb og til mentorstøtte.
Er du vores nye kollega?
Til barselsvikariatet søger vi dig, som er uddannet frisør.
For de øvrige timelærerstillinger gælder, at du kan søge både som enten faglært frisør eller kosmetiker.
Ens for alle stillingerne er, at vi søger dig, der motiveres af at gøre de helt unge elever klar til uddannelse. Det er en fordel, hvis du har flair for it, da digitale teknologier spiller en vigtig rolle i vores formidling og visualisering på alle forløb. Måske har du allerede erfaring med at lede unge – enten som ansvarlig for elever i salon, frivillig træner eller noget helt tredje.
Om ansættelserne
Timelærerstillingerne er på fuldtid eller deltid (vi aftaler timetallet nærmere efter dine ønsker og muligheder) med løn og ansættelse i henhold til Børne- og Undervisningsministeriets cirkulære om løn- og ansættelsesvilkår for timelærere ved erhvervsskoler. Hertil får du 18 % arbejdsgiverbetalt pensionsordning.
Barselsvikariatet er tidsbegrænset til 6 måneder på fuld tid med mulighed for forlængelse. Løn og ansættelse i henhold til Børne- og Undervisningsministeriets cirkulære om løn- og ansættelsesvilkår for timelærere ved erhvervsskoler. Hertil får du 18 % arbejdsgiverbetalt pensionsordning.
For alle stillingerne gælder:
Tiltrædelse: d. 01-07-2025 - eller efter aftale.
Arbejdsstedet er på Munkebjergvej 130, Odense M.
Alle interesserede med relevant ansøgerprofil opfordres til at søge. Send din ansøgning med dokumentation for uddannelser via sde.dk/ledigestillinger, så vi har den senest d. 21-05-2025.
Vi regner med at gennemføre ansættelsessamtaler i uge 22.
Interesseret?
Du kan læse mere om Syddansk Erhvervsskole på www.sde.dk, og du er meget velkommen til at ringe til afdelingsleder Kirsten Lauritsen på telefon 2425 7453 for en uddybende snak om stillingen.
Besøg os på en kort virtuel rundtur – se vores rundvisningsvideo.