
Har du stærke relationelle og pædagogiske kompetencer, og er du frisk på at gennemføre kreative og fysiske aktiviteter sammen med unge elever i deres fritid? Så er du måske vores nye kollegieassistent (barselsvikar) på Erhvervskollegiet i Odense.
Vores gode og dygtige kollega skal på barsel, og derfor søger vi netop nu en kollegieassistent med pædagogiske kompetencer til en begivenhedsbestemt ansættelse i hendes barselsvikariat med opstart 1. november 2026.
Din nye arbejdsplads
Erhvervskollegiet i Odense er et tilbud til elever i aldersgruppen 16-22 år med lang transporttid fra deres faste bopæl til undervisningsadressen på Syddansk Erhvervsskole. Alle elever bor på dobbeltværelser og har fællesfaciliteter med bl.a. krea, e-sport, billard, biograf og opholdsstue. Udendørs har vi multibane, klatrevæg og mountainbikes. Ude og inde har vi et attraktivt miljø til lektier og fritidsaktiviteter.
Du bliver en del af et fagligt og kollegialt stærkt team, der er dedikeret til arbejdet med elevernes trivsel og aktivitetsliv, når de har fri fra skole. Det er et alsidigt job, hvor du er sammen med eleverne, yder omsorg og tager del i deres hverdag størstedelen af din arbejdstid - og hvor kreative, sportslige, musiske og andre sociale aktiviteter spiller en stor rolle.
Er du vores nye kollega?
Vi søger dig, der er relationelt stærk og tør udfordre eleverne på både faglige og personlige områder. Du er først og fremmest nærværende, tryghedsskabende og god til at lytte, og du har lysten til at støtte op om elevernes hverdag både praktisk og pædagogisk.
Du brænder for pædagogisk arbejde og særligt arbejdet med aktiviteter og events, der bringer elever sammen i positive relationer med fælles oplevelser i hverdagen. Har du interesse for eller erfaring med at lede sportslige aktiviteter, som fx klatre- eller mountainbikeinstruktør, vil det være et plus, men det er ikke et krav for at søge stillingen.
Der er mange veje ind i jobbet, og din uddannelsesmæssige baggrund kan være både pædagog, lærer, socialrådgiver eller noget helt fjerde. Vigtigst er, at du brænder for at gøre en forskel for unge mennesker og har kendskab til eller erfaring med pædagogisk arbejde samt med at lede aktiviteter for unge. Det vil naturligvis være en klar fordel, hvis du kan trække på erfaring fra lignende job f.eks. på erhvervsskole, højskole eller efterskole.
Som kollegieassistent får du en varieret hverdag, hvor du:
- Indgår i både de gode og svære samtaler med de unge mennesker og møder dem med tydelighed, empati og respekt
- Løfter en meningsfuld opgave i tæt samarbejde med dine kollegaer
- Indgår i et stærkt og velfungerende kollegafællesskab kendetegnet ved humor og sparring
- Er rollemodel og tager aktivt del i aktiviteterne
- Tilrettelægger og gennemfører aktiviteter i samarbejde med elever og kolleger
- Har øje for elever, der kræver ekstra i forhold til trivsel og fastholdelse i deres uddannelse
- Spiser måltider med eleverne i kantinen og spørger nysgerrigt ind til deres hverdag
- Modtager og indkvarterer nye elever og øvrige gæster på kollegiet
- Holder opsyn med værelser, fælleslokaler og faciliteter
- Løser diverse administrative opgaver
Ansættelse
Der er tale om en begivenhedsbestemt ansættelse på 30 timer/ugen på individuelle vilkår svarende til de til enhver tid gældende aftaler for skolehjemsassistenter i Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10/LC’s samt Nyt lønsystem for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte inden for Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænds forhandlingsområde (TAT).
Arbejdstiden vil være skiftende og i henhold til udarbejdede tjenestelister/vagtplaner.
Ansættelse pr. 1. november 2026 – eller efter nærmere aftale.
Kollegieassistenter indgår i en fast vagtplan.
Arbejdstiden er en kombination af dagtimer og aften-/sovevagter, herunder søndagsvagt fra kl. 16.00 ca. hver 4. uge. Du skal forvente 1-2 sovevagter på erhvervskollegiet om ugen.
Alle interesserede med relevant ansøgerprofil opfordres til at søge.
Send din ansøgning med dokumentation for uddannelser via sde.dk/ledigestillinger, så vi har den senest d. 27. september 2026. Ansættelsessamtaler finder sted d. 5. oktober 2025.
Vil du vide mere om jobbet?
Du kan læse mere om Syddansk Erhvervsskole og Erhvervskollegiet på www.sde.dk, og du er meget velkommen til at ringe til kollegieassistent Pernille Foged på telefon 24629450 for en snak om stillingen og dine muligheder på skolen.