Uddannelsesleder til smedeuddannelsen

Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier
Til vores smedeafdeling søger vi en uddannelsesleder, der kan fastholde og videreudvikle den nuværende smedeafdelings positive udvikling og indfri afdelingens store potentiale.

På Herningsholm er vi meget optaget af kvalitet i opgaveløsningen, så for at trives i jobbet, er det vigtigt, at du også er optaget af denne ambition, og har lyst til at kvalitetssikre og styrke undervisningskvaliteten i smedeafdelingen.
Vores nye smede- og svejseafdeling blev indviet i august 2018. Vi har formentlig Danmarks bedste fysiske rammer for smedeuddannelse og har investeret i den nyeste viden og teknologi, så vi er klar til at imødekomme de krav, virksomhederne stiller og forventer.

 

Jobbet som uddannelsesleder er alsidigt og rummer mange forskelligartede opgaver, som bl.a. vil bestå af personaleledelse, økonomiopfølgning, tæt elevkontakt med undervisning og elevsamtaler, aktivitetsplanlægning, faglig og pædagogisk udvikling samt interne og eksterne møder og samarbejde med eksempelvis virksomheder.

 

Du vil overtage opgaven fra den tidligere uddannelsesleder, der har valgt at søge nye udfordringer i en anden branche. Som uddannelsesleder får du stor frihed og indflydelse på din hverdag. Du bliver en del af en større ledergruppe på i alt ca. 34 ledere/chefer, der varetager områder som gymnasieledelse, 10. klasse, grundskoleenhed, skolehjem, kantine, økonomi, bygningsforvaltning mm.

 

Forventninger til dig
Det er en fordel, at du har ledererfaring, og at du i samspil med de 9 dygtige medarbejdere i afdelingen kan sætte tydelig retning og fastholde fokus. Derudover er det en fordel, at du har en faglig relevant uddannelse og gerne suppleret med en videregående uddannelse, så du står stærkt i samspillet med interne og eksterne samarbejdspartnere.

 

Din baggrund kan f.eks. være fra uddannelsessystemet eller anden virksomhed, som måske har haft tæt samarbejde med en erhvervsskole.
Frem for alt skal du have lyst til at lede engagerede medarbejdere med ordentlighed og tydelighed, så du derigennem bidrager positivt til afdelingens og uddannelsens udvikling.

 

Vi har et dynamisk og ambitiøst arbejdsmiljø, hvor du er omgivet af engagerede og kompetente kolleger. Elever med forskellige baggrunde og fagligheder skaber liv på skolen og giver jobbet en ekstra dimension. Der er højt til loftet, og det at sige sin mening bliver både forventet og værdsat.

 

Det personlige
På det personlige plan skal du have energi og drive til at lede en afdeling, hvor dine medarbejdere dagligt er i spil og udfordres med at dygtiggøre sig selv og andre.
Du skal være skarp, analytisk, kommunikerende, vedholdende og have mod til at udfordre. Du skal naturligvis også have gennemslagskraft, således du sikrer, at målene nås – i tæt samspil med afdelingens medarbejdere.

 

Vil du vide mere
Og er du nysgerrig på jobbet, er du velkommen til at kontakte uddannelsesdirektør Martin Holmgaard på mobil 2542 4540 eller aftale et tidspunkt, hvor du kan komme forbi og høre nærmere om jobbet.

 

Tiltrædelse, løn- og ansættelsesvilkår
Tiltrædelse 1. oktober 2020 eller efter nærmere aftale.
Vi afholder 2 samtalerunder. Mellem første og anden samtalerunde vil der blive gennemført en profilanalyse af de kandidater, der indkaldes til anden samtalerunde.
Ansættelsen sker i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den forhandlingsberettigede organisation.

 

Ansøgningsfrist og ansættelsesprocedure
Der er ansøgningsfrist mandag d. 10. august 2020 kl. 09.00.
Du kommer i betragtning til jobbet ved at sende ansøgning og relevant dokumentation via knappen "søg jobbet". Skulle der opstå problemer, kan du kontakte Heidi Bentzen på tlf. 7213 4552.
Alle interesserede, uanset personlig baggrund, opfordres til at søge stillingen.

 

Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier
Vi er en uddannelsesinstitution med ca. 2.600 elever og ca. 430 ansatte med adresser i Herning, Ikast og Hammerum. Vi udbyder en bred vifte af forskellige tekniske, merkantile og landbrugsrettede erhvervsuddannelser, de gymnasiale uddannelser HHX og HTX, 10. klasse og kursusvirksomhed m.v.