Underviser til 10. klasse

10. klasse på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier søger underviser

På baggrund af stigende elevoptag søger 10. klasse på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier i Herning en engageret og fagligt stærk matematiklærer, der motiveres af at gøre en positiv forskel for unge mennesker.

 

Ønsker du at blive en del af et dynamisk velfungerende team, hvor de gode idéer bliver til virkelighed? Elsker du at arbejde med undervisning, og er du god til at skabe sunde relationer? Kan du undervise i matematik og enten tysk, dansk eller engelsk? Så er denne stilling måske noget for dig!

 

Generelt om 10. klasse
10. klasse på Herningsholm har en særdeles central placering i et pulserende unge- og studiemiljø og holder til i nye flotte lokaler. Eleverne i 10. klasse kan derfor spejle sig i og lade sig inspirere af de mange EUD-, EUX- og gymnasieelever, som er i gang med en ungdomsuddannelse rundt omkring dem.

 

Vi har en vision om at være det mest attraktive 10. klassetilbud i Midt- og Vestjylland, når det handler om afklaring af uddannelsesvalg samt om løfteevne af eleverne på det faglige, personlige og sociale område.

 

I 10. klasse arbejder vi derfor med at gøre eleverne dygtigere fagligt, bedre rustet socialt og personligt samt mere modne og afklarede. Vi vægter fællesskabet højt og arbejder for, at alle elever bliver set, hørt og respekteret.
En af vores værdier er: ”Alle skal kunne være her og have det godt altid – og samtidig.”

Vi fokuserer på, at alle elever er i positiv udvikling, og at der stilles passende krav til individuelle faglige, sociale og personlige mål.

 

Elever undervises i de obligatoriske fag dansk, matematik og engelsk, men har også mange valg- og linjefag, de kan vælge mellem. Her kan fx nævnes kreativitet, syning, fitness, fodbold, padel, førstehjælp og psykologi.

I 2030 overgår 10. klasse til EPX, som teamet omkring 10. klasse skal være med til at udvikle i samarbejde med andre kolleger og fagligheder. Inden da skal 10. klasse udvikles yderligere, da målgruppen kalder på en dynamisk tilgang til at drive skole.

 

Arbejdsområder og jobindhold
•    Undervisning i matematik
•    Undervisning i et af følgende fag: tysk, dansk eller engelsk
•    Klasselærerfunktion
•    Undervisning i valgfag inden for dine kompetenceområder
•    Medvirke til at gøre eleverne personligt, socialt og fagligt parate til en ungdomsuddannelse 
•    Samarbejde med skolens afdelinger samt øvrige ungdomsuddannelser i og omkring Herning 
•    Udvikle 10. klasse i samarbejde, hvor fejl betragtes som læringspotentiale og en naturlig del af det, der kræves, for at blive blandt de dygtigste.

 

Personlige kompetencer
•    Du brænder for at gøre en forskel for unge
•    Du er god til at samarbejde og er en god kollega
•    Du bidrager til at løfte i flok og til at spille såvel elever som kolleger gode
•    Du er uddannet folkeskolelærer med undervisningskompetencer i matematik og tysk/dansk/engelsk
•    Du er en tydelig klasserumsleder og god til at skabe relationer 

 

Om Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier 
Vi er en veldrevet uddannelsesinstitution med ca. 2.400 årselever og ca. 430 ansatte med adresser i Herning og Ikast. Vi udbyder en bred vifte af forskellige tekniske, merkantile og landbrugsrettede erhvervsuddannelser, de gymnasiale uddannelser EUX, HHX og HTX, 10. klasse og kursusvirksomhed. 
Vi er en arbejdsplads, der værdsætter mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen uanset køn, alder, etnicitet eller baggrund.
Læs mere om Herningsholms værdier og vores sexismepolitik på vores hjemmeside: https://www.herningsholm.dk/sexismepolitik

 

Tiltrædelse, løn og ansættelsesvilkår
Tiltrædelse: 1. august 2026
Ansættelsen sker i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den forhandlingsberettigede organisation. Der er en attraktiv pensionsordning. Ansættelsen er på fuld tid. 

 

Digital ansøgning
For at komme i betragtning til stillingen skal du sende din ansøgning via knappen “Søg jobbet”.
Vi modtager ikke ansøgninger pr. mail. Skulle der opstå problemer, kan du få hjælp på tlf. 7215 4552.

 

Ansøgningsfrist
Der er ansøgningsfrist den 13. maj kl. 9.00.
Vi forventer at afholde 1. samtale den 19. maj 2026 og 2. samtale den 27. maj 2026.